top of page

Indiens kultur er på mange måder anderledes fra den danske, hvilket vi, som den internationale klasse fik lov at opleve på vores tur til Indien. Eftersom vi netop lige har været i Indien, er det nu den nye 1.d klasse, der står til at opleve Indiens mange farver, seværdigheder og kulturforskelle. Os i 2.d er derfor nysgerrige omkring deres tanker og forventninger til turen, og vi har derfor stillet dem nogle af de spørgsmål vi havde i hovedet, inden vi rejste afsted, og så må vi se, om deres forventninger lever op til realiteten!

 

1. Hvad er dine forventninger til din indiske værtsfamilie?

1.d: Jeg forventer at de tager godt imod mig, og at de lærer mig om den indiske kultur, så man får et indblik i kulturen og samfundet. Jeg have en klar idé om, at det er dem der er meget rige vi skal bo ved, og se hvordan de bor.

2.d: De indiske værtsfamilier tager rigtig godt imod én med diverse velkomst ritualer og gaver. Der er selvfølgelig forskel på familierne, men generelt er det indiske folk meget gæstfrie og de vil gøre alt for, at deres gæst har det godt. I Indien har de et udsagn der lyder: “Din gæst er din Gud”, det vil altså sige, at du bliver behandlet rigtig godt af din familie. Mange indere gør meget ud af at vise deres land, og mange er meget stolte af deres land og by. Så derfor tager de dig mange steder hen for at se den indiske kultur og de er meget ivrige for at fortælle spændende historier og anekdoter.

 

2. Hvordan tænker du at maden kommer til at være?

1.d: Jeg tænkte meget mad med krydderier og kraft og masser af spice og karry. Meget vegansk og vegetarisk, hvilket jeg glæder mig meget til.

2.d: Maden er meget spicy! Men kun hvis du beder om det. Hvis du er til ris, lækre kød- og vegetarretter, så er indisk mad lige noget for dig! De indiske værtsfamilier er rigtig søde til at være lidt påpasselige med krydderierne mens man besøger dem, men det er også sjovt at smage noget rigtig stærkt mad.

 

3. Hvordan tror du kønsrollerne er fordelt i Indien, og tror du det kommer til at spille en en rolle i din værtsfamilie?

1.d: Jeg tænker at det nok er kvinderne der laver mad og gør rent, og pigebørn der vasker tøj. Deres kønsroller er nok lidt mere tydelige end vi er vant til, de er nok lidt mere stereotype. Jeg tror vi får os lidt af et chok!

2.d: Kønnene er meget opdelte i Indien og mange familier er der en helt klar opfattelse af, hvad kvinderne og mændene har af opgaver. Men mange familier er altså blevet påvirket meget af vesten og vores kønsroller, de er blevet mere vestlige i deres livsstil og dette har medvirket til, at kvinder, på lige fod med mænd, også er “hard working business-women”.

Så ja, deres kønsroller er, i mange tilfælde, mere tydelige og mere opdelte. Men Indien er blevet mere vestligt og moderne, og her er kønsrollerne ikke så tydelige.

 

4. Hvad forventer du ift. religion, tror du det spiller en rolle i kulturen og samfundet?

1.d: Ja, jeg tror det spiller en kæmpe rolle, jeg tænker de lever i et meget religiøst samfund i forhold til os. De vægter det nok meget højere end vi gør. Man skal nok passe lidt på, i forhold til hvad man gør og siger og passe på at man ikke gør noget forkert i forhold til deres religion.

2.d: Religion fylder en hel del i en normal inders hverdag. Omkring 80% af Indiens befolkning er hinduister, og i hinduismen er guderne overalt. Det vil altså sige, at lige meget hvor hinduisterne går, der er guderne. Så ja, religion fylder meget, og spiller en stor rolle i forhold til samfundet. Det er f.eks. normalt, at det er en ko der er skyld den voldsomme trafik i Indien. Koen er hellig i hinduismen, og man kan altså derfor ikke gøre noget hvis der står en ko på vejen og spærrer for trafikken. Man skal selvfølgelig passe på hvad man siger og gør i forhold til religion, men inderne ved godt, at man kommer fra en anden religion, og derfor ikke deler samme holdninger og overbevisninger. Men pas på med at sige, at du elsker en stor oksebøf :)

​

5. Hvad forventer du ift. intimsfæren i Indien og hvordan tror du folk er generelt?

1.d: Jeg har hørt fra nogen der lige har været afsted, at det var sådan at hvis man var hvid i huden, så kom mange hen og ville have et billede, og jeg forventer, at folk er meget interesseret i hvem vi er og hvor vi kommer fra. Jeg tror det bliver lidt underligt, at blive set på, på den måde, som om man er lidt anderledes. Jeg tænker også, at det godt kunne gå hen og blive lidt ubehageligt og for meget ift. at de vil hen og røre en. Det er bare 10 dage i fame.

2.d: Ja, indernes forhold til intimsfæren er meget specielt, set fra en danskers synsvinkel. De er meget nærgående, og er ikke bange for at vise at de er interesseret i danskernes blege hud. Da vi kommer fra et andet land og en helt anden kultur, er det jo klart at inderne synes, at vi er interessante. Især fattige, som ikke har råd til at rejse ud af landet og opleve en anden kultur end deres egen, er ikke vant til at der går blege lyshåret personerne rundt, og derfor kigger de lige en ekstra gang efter os.

 

6. Hvad forventer du i forhold til den indiske ungdom? Forventer du at de er ligesom danske teenagere?

1.d: Jeg forventer i hvert fald slet ikke at de er ligesom os. Jeg tror, at de er mere ansvarsfulde og voksne. Jeg tror heller ikke, at der er lige så meget “ungdom”, som vi har i Danmark, hvor man prøver grænser af osv. I Indien er det nok mere barn og så voksen, i stedet for barn-teenager-voksen, som vi har det i Danmark.

2.d: I Indien bliver man betegnet som et barn til man har et arbejde og er blevet gift. Så teenageår er der ikke meget af. Man skal lige vænne sig til, at blive kaldt for og behandlet som et barn. Inderne oplever lidt mere deres “ungdom” når de er lidt ældre, end vi er i Danmark. Indiske teenagere fokuserer rigtig meget på deres uddannelse, og derfor er der ikke samme kultur for f.eks. fester, dating og at være sammen med sine venner. Dog har de indiske “teenagere”, samme interesser som os danskere og man har masser af ting til fælles.

 

7. Hvad tror du indernes forhold til uddannelse er?

1.d: Jeg tror, at det er meget forskelligt fra person til person, og hvilke ressourcer de forskellige familier kan stille til rådighed. De familier vi kommer til at bo ved er nok meget ambitiøse ift. hvordan en fattig familie er, da de nok tænker mere på overlevelse i første omgang.

2.d: Uddannelse betyder rigtig meget for inderne. Ikke særlig mange kommer på universitetet, og får sig en rigtig uddannelse. En god uddannelse er nøglen til, at kunne skabe sig selv, og sin kommende familie, et godt liv. For mange er det en stor ting, at komme til udlandet og læse, fordi uddannelsesmulighederne der er bedre. Ved den værtsfamilie jeg boede ved i Indien, var det rigtig vigtig for forældrene at deres barn fuldførte sin uddannelse, fik et godt job og en fast indtægt, inden hun fik en kæreste. Netop fordi, at de gerne vil sikre deres barn en god fremtid, og ikke vil have at hun bliver forstyrret af andet.

 

8. Hvordan forventer du at turen kommer til at påvirke jeres klassesammenhold?

1.d: Jeg tænker, at det kommer til at påvirke vores sammenhold i en positiv retning. Man bliver vel også lidt nødt til, at holde sammen når man er dernede, for der kunne man måske godt føle sig lidt alene.

2.d: Helt rigtig! Til tider kunne man godt føle sig lidt ensom eller malplaceret, også var det rart at kunne snakke ud med sine klassekammerater. Vores klasse har oplevet noget sammen, som ikke særlig mange andre har oplevet, og det gør at vi har fået denne oplevelse til fælles. Turen har styrket os som klasse, men også som individer.

 

1.d har ret godt styr på hvad der venter dem i Indien, men selvom man tror man har godt styr på det, så vil det virkelige Indien altid overraske og chokere en. Indien er et sindssygt smukt, farverigt og spændende land, som vi kun har positive og gode minder fra.

Expectations vs. reality

bottom of page