Forestil dig dette: Du er en høj, lyshåret, ung dansker midt i en forsamling af indere. Forestil dig så at en indisk dame kommer hen til dig og vil have et billede. Før du når at sige noget, står der pludselig en hel flok og omringer dig. Dette er blot en af mine oplevelser, jeg har haft da jeg tog til Indien.
Min mor og jeg sidder ved køkkenbordet inden den store rejse og har en af vores uendelige samtaler om turen. Hun advarer mig igen, om hvordan det kan være overvældende at komme ned til en stor menneskemængde, hvor flere ikke har samme personlige grænse som danskere. Jeg skal forberede mig på, at folk kommer hen til mig og vil have billeder - blot på grund af min hårfarve.
Normen i Danmark og generelt europæiske lande, omkring privatsfære er noget anderledes end det opleves i Indien. Vi er meget private mennesker i Danmark og vil typisk ikke engang løfte hovedet, hvis en af anden etnisk baggrund gik ned af gaden. Dette hænger sammen med indvandrermængden og at der efterhånden er opstået et mere åbent sind i den danske befolkning. I Indien, opleves dette aldeles anderledes. Flere borgere har ingen problemer med at stirre, tale og tage billeder - både i hemmelighed men også åbenlyst. Dette kan måske forklares med, at der først og fremmest ikke ses europæiske indvandrere i Indien. Det er en kæmpe befolkning, og stort set alle er af indisk oprindelse. Det er en uvant og anderledes oplevelse at se folk af fremmede udseende.
En indisk familie, tager imod mig i lufthavnen. Det er dem der skal tage sig af mig, den næste lille uge - en opgave der bliver taget meget seriøst. Min indiske værtssøster, tager mig med til bowling en af de første dage. Fire piger og en chauffør, sidder mast sammen i en lille bil gennem den vanvittige indiske trafik. Vi kører ind i et kæmpe område med shopping centre, forlystelsesparker og selvfølgelig en bowlinghal. Ikke lige det første der kommer i tankerne, når man siger Indien. Som vi stiger ud af bilen og bliver vi mødt af den fugtige, varme eftermiddags luft der omringer hele byen. Som jeg går, kan jeg ud af øjenkrogen se hvordan to Indiske unge kvinder kigger på mig og efter et par sekunder målrettet nærmer sig mig. Straks står de to fremmede og spørger mig på engelsk, med tydelig accent, om de må få et billede. Jeg giver dem et tøvende ja - hvad er det værste der kan ske? De to kvinder stiller sig klar og er ved at hæve armen med mobiltelefonen. Pludselig er min indiske søster løbet hen til os, hin tager fat i min arm, mens hun henvendt til de to fremmede hurtigt siger ”no pictures”.
Jeg spørger hende, hvorfor jeg ikke må tage et billede med dem. Der kommer en lidt vrøvlet forklaring. De har fået af vide, at de ikke må lade andre tage billeder med os. Hvorfor, kan hun ikke forklare. Hun fremstammer noget om at der kan være mange der vil have billeder, hvis vi siger ja. Hun påpeger også, at nogen måske ville stjæle fra os og vil bruge det som et trick. Dette er et sjovt møde mellem den danske almindelige høflighed og den indiske stolthed. Grunden til at jeg sagde ja, er ikke fordi jeg havde lyst til at få taget et billede. Det er derimod på grund af den høflighed, jeg er blevet opdraget til at have. Den indiske pige jeg bor ved, har derimod fået af vide at hun skal passe på mig og det er sådan hendes stolthed siger hun skal gøre.
Råbende stemmer, masende mennesker, nærgående sælgere. Markedsoplevelsen i Indien er noget anderledes, end jeg har forestillet mig hjemmefra - men dog præcis, som man vil tænke den som, efter et par dage i landet. Turen er på sit sidste, og den indiske kultur er efterhånden godt under huden på mig. Vi stiger af bussen og træder ind i et stort område, fyldt med gadebutikker, der sælger alt hvad turisthjertet begærer. Sælgerne viger ikke tilbage. Så snart de har spottet os, er de svære at slippe af med. Smukke tørklæder, håndlavede tasker, store smykker - alt selvfølgelig af det bedste materiale, siger de. Som lyshåret, er det svært at blive overset af sælgerne og det er en meget overvældene oplevelse. Eftersom vi er fremmede i landet, må vi ikke selv købe, siger min indiske søster. Prisen bliver sat op, hvis vi siger vi er interesseret. Hvert et køb er en langvarig og trættende proces, eftersom vores indiske venner skal stå og skændes om prisen til hver enkel lille ting. Som en dansker, der er vant til at kunne gå i ro og mag og købe hvad man vil - til den pris det står, ligger denne oplevelse fjernt.
At tage til Indien, lyshåret eller ej, er en kæmpe oplevelse. Ikke nok med at det er et stort kulturchok, skal du også hele tiden tage stilling til hvad der er rigtigt at gøre. Hvad du selv mener, du kan holde til i en situation og hvordan du skal agere, i forhold til dine danske vaner og høflighed.