Det ligner lidt et forrådnet Mirabelletræ med små rynkede brune blommer. Fluer sværmer i flok, og man kan nærmest fornemme lugten af død i gennem bilruden. Men han spiser alligevel denne lille tingest, der ikke engang med lidt god vilje kan betegnes som føde. Livløse blikke møder mig, for hver meter bilen kører, her sidder jeg trygt, men intet kan jeg gøre. Med ét stopper bilen, og den kroniske lyd af dyt-horn forsvinder for en kort stund. Hundredevis af biler holder for det røde lys i det rene kaos, men på en eller anden måde føler jeg mig lettet. Ikke flere livløse blikke, ikke mere følelse af afmagt. Så banker det på bilruden, et lille puf, mere var det ikke. Store runde sorte øjne, hvor pupillen og iris er i et med hinanden, fanger mit vestlige blik. Jeg ser anderledes ud, synes hun, jeg kan mærke det. Med en desperat bevægelse bevæger denne lille skrøbelige skabning sin hånd op til munden. Frem og tilbage. Hun rækker begge hænder ud, og så banker hun på ruden. Dette gentager sig et par gange.
Den høje skingrende lyd fra bilhornet går kronisk i gang igen. Den ny polerede Audi kører videre.
En af de mest bemærkelsesværdige ting i Indien er helt sikkert kontrasten mellem rig og fattig, og det skal lige siges, at vi befandt os hovedsagligt i den såkaldte rige del af Indien, New Delhi. Min egen indiske familie er et pragteksempel på dette lidt surrealistiske parallelsamfund, som jeg vil mene, at Indien i høj grad er. Selv boede jeg i en familie af velstand. 7 biler, omkring 10 tjeneste folk, inklusiv en kok og en chauffør der boede i hjemmet, og var til fri benyttelse 24/7. Jeg havde mit eget lille penthouse med badeværelse og eget fitness center, og i realiteten kunne jeg bare ringe med en telefon, og så stod kokken klar, med hvad jeg nu lige kunne have lyst til. Huset var mere et palads end et hus, og alt ved det udstrålede velstand på flere måder, end man kunne forstille sig.
Rullede man gardinerne fra, var det dog et andet syn man mødte. Små ”boliger” hvor tøj var tag, og hvor jord var vægge. Senge af beton med et lille tæppe som lagen. Folk der lå på gaden, den ene mere mager end den anden. Og så var der mig, placeret i dette palads, der var fuldstændigt malplaceret i en mængde af uendelig fattigdom. Her kunne jeg få alt hvad jeg ville, men de mennesker der lå på gaden, havde ikke engang et trygt sted med tag over hovedet, hvor de kunne sove.
Det var komplet umuligt, at nyde denne utrolige mængde af luksus, da det overhovedet ikke var tæt på, at føles rigtigt. Man skammede sig faktisk lidt over sig selv, man kunne selvfølgelig også skyde skylden på min indiske familie, men de var måske, når det kom til stykket, blot heldige, at de var født ind i en privilegerede familie, hvor tingene helt fra starten var kommet let til dem. Nej, det eneste med en konkret aktie i dette vanvid er det indiske samfund. Nok bliver Indien betragtet som ”Verdens største demokrati”, og det kan også godt være, at det helt officielt er plausibelt nok, men et eller andet er der da gået helt galt, når vi har et demokratisk styret samfund, hvor der inden for få kvadratmeters område, er så gigantisk stort et spænd i mellem rig og fattig. Den ene familie bor i et palads, mens den anden skal være heldige for at få en plads i det lokale slumkvarter. Velfærd er i hvert fald ikke et ord, der findes i den indiske ordbog.
Og hvor kan man da blive forarget, når man kører forbi diverse pragtfulde bygninger i form af hindu-templer og andre overdådige monumenter for en eller anden vigtig indisk person. Endnu mere åndsvagt er det, at et par af disse bygninger der må betragtes som milliardprojekter, er bygget i dette århundrede. Der er lidt som om, at der ikke overhovedet er nogen fornemmelse for, hvad man burde bruge pengene på, i et samfund hvor folk er så fattige at hver dag, for nogen, er et spørgsmål om overlevelse.
De indiske værdier i form af religion og respekt for politiske skikkelser, bliver prioriteret højere end den gennemsnitlige indiske borges velbefindende. På en eller anden sindssyg måde, er det jo egentligt meget fascinerende, men jeg er 100% sikker på, at man skal opleve det, før man virkeligt forstår den store kontrast mellem rig og fattig i Indien.