Da jeg ankommer fra lufthavnen, møder jeg min indiske værtsfamilie. De smiler bredt til mig og begynder med hastige skridt at nærme sig. Efter et par høflige spørgsmål omhandlende de lange rejse til Dehli, Indien, sætter vi os alle ind og bilen og kører fra lufthavnen.
Da vi stiger ud af bilen foran hjemmet, står der en ung mand og åbner porten for os. Han må være en af husets mange tjenere Jeg går som det første hen og hilser på ham, da jeg tænkte, at dette måtte da være forventet af mig som gæst. Han gav et løst håndtryk til mig, og smilede lettere usikkert og akavet. Familien kiggede en smule skævt til mig, og jeg kunne godt mærke, at jeg måske ikke burde have hilst på ham. De første par gange var de resterende tjenerne og chauffører udstyret med lidt usikre blikke på mig. Jeg smiler altid høfligt til dem - til forskel for familien - og de smilte igen. Efter et par gange, ligger tjenestefolkene noget af usikkerheden væk fra sig, og begynder næsten at søge min øjenkontakt. Jeg kan fornemme, at det betyder meget for dem, når jeg sådan anerkender deres service. De synes nok en sådan anerkendelse er tiltrængt.
Det er blevet aften, og jeg sidder midt inde i stuen ved spisebordet. Moren havde kaldt mig ind for 5 minutter siden for at fortælle, at aftensmaden snart var klar. Indtil videre er jeg den eneste, der sidder ved bordet, pænt med hænderne foldet mellem benene. Det er den allerførste aften hos mine indiske værter, så mens jeg sidder og venter, lader jeg mine øjne flakke nysgerrigt rundt i stuen.
Jeg får øje på et par diplomer, der hænger placeret i et par af stuens kroge. Der står et diplom ikke så langt fra spisebordet, men alligevel akkurat langt nok væk til, at jeg ikke kan læse, hvad der står på det. Jeg kigger forsigtigt over skulderen i retning mod køkkenet, og rejser mig stille op, mens jeg bevæger mig nærmere diplomet. Jeg når kun at kigge kort på det, inden jeg til lyden af rumsteren i køkkenet sætter mig hurtigt ned igen. Dog nåede jeg at opfange, at diplomet er en hyldest til nogle af farens arbejdsrelaterede kompetencer. Lignende diplomer hænger der også 2-3 stykker af i resten af stuen, men dem når jeg ikke at se, før moderen pludselig kommer ud fra køkkenet med en madskål, hvis mønster synes at være indisk inspireret.
Jeg forlader på et sekund min tankeverden, og er tilbage til virkeligheden. Maden bliver båret ind af skiftevis moren og den tjener, de har, som laver mad til dem. Man kunne høre på moren, at hun taler meget direkte og næsten kommanderende til tjeneren, selvom de talte hindi til hinanden. Jeg kender endnu ikke tjenerens navn, og faktisk har familien heller ikke introduceret mig for nogle af familiens tjenestefolk. Alt dette på trods af der hele tiden er mindst et par tjenestefolk i huset.
Magtgabet mellem rig og fattig synes stort og dybt. Når jeg går med min velhavende inderfamilie, taler de nedladende og respektløst til tilnærmende fremmede. Et eller andet sted føler jeg, at min indiske værtsfamilie forsøgte at værne om min tryghed i et nyt samfund og set på den måde, sørger de også få en kontrol over situationener i fx gadebilledet, hvor man møder store menneskemængder. På den anden side føles det også en smule følelseskoldt bare at skubbe og tale på den måde til andre mennesker. Denne relation mellem de velhavende, der bevæger sig rundt i gaden blandt umiddelbare mindre priviligerede samfundsborgere kan være opstået både grundet. praktiske årsager ved de store menneskemængder på for lidt plads.
Dog kan kastesystemet og være till grund for, at der er kommet denne kløft mellem rig og fattig. Kastesystemet har nok skabt en social accept af, at man ikke skal behandle alle lige, og man godt må behandle nogle værre end andre. Derfor er det nok et normalt syn i Indien, at fattige får klø af de velhavende.
Bliver afstanden mellem socialgrupperingerne bedre i fremtiden? Det, som jeg også ligger mærke til, er en stor generationskløft i behandlingen af lavere klasser. Man kan tydeligt mærke, at bedstemoren er den, der er strengest ved tjenestefolkene. Hun skælder dem ud og prøver at lære dem disciplin. Hun vil ikke lade deres tjener, Jai, lave mad i køkkenet.
Når bedstemoren erude af huset, får moren Jai til at lave søde sager, for det var han rigtig god til. Man kan også mærke, at han nyder at lave mad, og han stod altid og ventede på min reaktion på hans mad. Jeg erindrer også, at faren råber fra spisebordet, at han mangler vand gentagende gange, og så ender det ud i at tjenestepigen kommer hen til spisebordet og peger blot på vanddunken, der står lige foran faren.
Derimod snakker min indervært og hans tvillingebror med tjenerne som om, de er ligeværdige. Derfor kommer jeg jo til at tænke på, at denne kløft mellem herre og tjener ændrer sig i fremtiden. Alt dette i takt med at sociale medier og vesten vinder større og større indpas i det indiske samfund.